Find vej: Forside » Artikler » Stærk nyhed til varevogne og lastbiler - Ny serie af læssebagsmækker fra Anteo

Stærk nyhed til varevogne og lastbiler - Ny serie af læssebagsmækker fra Anteo

Lagt på landtransport.dk den 21-08-2013 af webmaster

Anteo, der er blandt verdens førende producenter af køretøjsmonterede lifte, opgraderer serien Futura 3 med nye og stærkere produkter til køretøjer både over og under 3.500 kg. Liftene betegnes som særlig velegnede til det danske klima.

Den italienske liftproducent Anteo lancerer nu hele syv produktnyheder på det danske marked. Futura 3, fabrikkens velkendte serie af læssebagsmækker til både store og små transportkøretøjer, er nemlig bogstavelig talt blevet styrket. Seks velkendte lifte relanceres nu med øget løftekapacitet, uden at egenvægten er blevet større. Samtidig lanceres en helt ny storebror i Futura-3-serien: en lodretstående læssebagsmæk med hele 4.000 kg løftekapacitet.

Seriens mindste produkt, der primært henvender sig til køretøjer under 3.500 kg, har fået opgraderet sin kapacitet fra 750 til 800 kg. Liften har en egenvægt fra blot 225 kg og kan leveres med monteringskit til de fleste relevante bilmodeller som fx Iveco Daily, Mercedes Sprinter, VW Crafter og Renault Master. Samtidig får de to gammelkendte læssebagsmækker til større lastbiler begge højnet kapaciteten med 200 kg til 1.700 hhv. 2.200 kg.

Liftene fås fortsat både i lodretstående udgaver til forvogne, hvor liften benyttes som bagklap, og som slædemodeller til montering under lastvogne eller påhængskøretøjer med almindelige bagdøre.

Mere last, mindre brændstof

Ifølge Jøma Lift Teknik A/S, der er dansk eneimportør af Anteo læssebagsmækker, har det siden starten været producentens filosofi at minimere liftenes egenvægt for derigennem at højne bilens lasteevne og bidrage til reduceret brændstofforbrug.

Derfor er Anteos læssebagsmækker udført i aluminium, og med den nye generation af Futura-lifte tager Anteo endnu et skridt på vejen mod den ultimative kombination af lav vægt og høj lasteevne. Desuden er det værd at fremhæve, at liftene i kraft af nem betjening også letter hverdagen for chaufførerne. Ved tryk på sænkeknappen, når liften er nede, tipper den automatisk og lægger sig i niveau med overfladen; og ved efterfølgende tryk på hæveknappen kører liften automatisk hele vejen tilbage. Nemmere kan det ikke blive, mener Jørgen Martinsen, direktør for Jøma, der leverer Anteos produkter til landets last- og varevognsopbyggere. Han tilføjer, at der herhjemme også findes et velfungerende netværk af godkendte Anteo serviceværksteder.

Velegnede til dansk klima

Hos importøren vurderer man, at Anteos lifte har potentiale til at opnå langt større udbredelse i Danmark. Det skyldes ifølge Jøma Lift Teknik ikke mindst specielle egenskaber, som gør produkterne særlig velegnede til klimaet i Norden.

Anteo har et meget bredt program af stærke og stabile lifte, som igennem de seneste 25 år har opnået stor udbredelse over hele Europa, og der findes en løsning til næsten ethvert behov. Alle produkter til det danske marked kommer med gummibælgsbeskyttelse af hydraulikcylinderne for at forebygge skader og driftsstop i vintermånederne. Desuden er cylinderne dobbeltvirkende, så de ikke alene bruges til at hæve liften med, men også til at køre den ud hydraulisk. Det er navnlig en fordel i frostvejr, hvor andre lifte kan være svære at skubbe ud med deres fjedersystemer; og systemet har udløst megen positiv respons fra danske vognmænd og chauffører, slutter Jørgen Martinsen.

--

Om Jøma

Jøma Lift Teknik har siden 1999 specialiseret sig i at sælge og servicere løftemateriel. Virksomheden er dansk totalforhandler af Genie personlifte, materialehejs og teleskoplæssere, eneimportør af Anteo læssebagsmækker samt forhandler og serviceværksted for danske HMF, der tilbyder et komplet program af kraner, lifte samt krog- og wirehejs. www.genielift.dk

--

Billedmateriale

Foto 1: De to gammelkendte Futura 3 læssebagsmækker til større lastbiler får begge højnet kapaciteten med 200 kg. Her ses den nye lift med 2.200 kg kapacitet i lodretstående udgave. http://www.epicent.dk/Pressemateriale/JMA/JMA-APN1.JPG

Foto 2: Også seriens mindste produkt, der primært henvender sig til køretøjer under 3.500 kg, har fået opgraderet kapaciteten. Liften har en egenvægt fra blot 225 kg og kan leveres med monteringskit til den enkelte bilmodel. http://www.epicent.dk/Pressemateriale/JMA/JMA-APN2.JPG

Foto 3: Tre af Futura-3-seriens lifte fås også som slædemodeller til montering under lastvogne eller påhængskøretøjer med almindelige bagdøre. Den største af disse har nu en kapacitet på hele 2.200 kg. http://www.epicent.dk/Pressemateriale/JMA/JMA-APN3.JPG

Foto 4: Ifølge den danske importør har det siden starten været Anteos filosofi at minimere liftenes egenvægt for derigennem at højne bilens lasteevne og bidrage til reduceret brændstofforbrug. http://www.epicent.dk/Pressemateriale/JMA/JMA-APN4.JPG

Billederne kan hentes i højtopløselige udgaver fra ovenstående placeringer.